Årets første student Køge Handelsgymnasium

 

Sidste eksamen blev afsluttet med smil og fejring af fremmødte familiemedlemmer og venner. Dagen satte punktum for tre års gymnasial uddannelse. Nu er Nicoline Hansen er klar til at fejre huen og eksamen med familie og venner.

”Nu venter et nyt liv, men det har været tre gode år på Køge Handelsgymnasium,” fortæller en storsmilende Nicoline Hansen, som oprindeligt kommer fra Stevns men nu bor i Køge.

”Før HHX på Køge Handelsskole var jeg et år på udveksling mellem efterskole og ungdomsuddannelse.  Det har givet mig lyst til at opleve mere USA, som jeg vil gerne rejse meget mere i,” siger Nicoline Hansen.

”På udvekling var jeg i Michigan og mødet med amerikansk kultur var vildt spændende – både gennem livet på high school og hos min værtsfamilie. Inden jeg tog derover, havde jeg egentlig søgt ind på Solrød Gymnasium til jeg kom retur, men på high school stiftede jeg bekendtskab med nye fag fx marketing og økonomiske fag, så jeg fik lyst til at gå en anden vej, når jeg kom hjem. Med fars hjælp fandt jeg ud af, at Innovationsstudieretningen på Køge Handelsgymnasium var den bedste måde at fortsætte efter opholdet i USA, og jeg er rigtig glad for det valg, jeg traf over there,” siger Nicoline Hansen. 

”At få mere globalt udsyn og møde kulturer har jeg haft mulighed for at dyrke endnu mere på Køge Handelsskole, hvor jeg på andet år søgte om at komme med på Erasmus+ ophold til Brighton. Jeg søgte og fik en plads og sammen med en anden pige fra klassen og tre andre piger fra skolen tog vi derover. Det var naturligvis en god mulighed for at tale engelsk, men for mig blev det mest interessante kulturstudierne ved at være der: At kunne drage paralleller med den amerikanske kultur. Og det var meget interessant – englændere er stive og holder meget på formerne, mens amerikanerne er langt mere afslappede,” siger Nicoline Hansen.

”Jeg valgte oprindelig selv udveksling for at blive bedre til engelsk og for at få oplevelser, og derfor var det fedt at høre hvor meget blot tre uger i sprog- og praktikophold gjorde en forskel for dem, jeg var sammen med,” siger Nicoline Hansen, som arbejdede i en lille cafe under opholdet i Brighton. 

Hvad nu?

”Jeg har virkelig befundet mig på den rette hylde her på KHS. Innovation har været superspændende, og det har bragt mig på sporet af, hvad jeg gerne vil i fremtiden. Jeg vil gerne arbejde med projektledelse i en større virksomhed. Jeg vil derfor gerne læse HA kommunikation på CBS, men allerførst et lille break i form af et års sabbat, hvor jeg vil arbejde – og rejse mere i USA,” siger Nicoline Hansen.