Millioner skal flere unge til at blive håndværkere: - Vi er begejstrede

Hos Helhedsplanen i Køge er man stærkt tilfredse med de cirka ni millioner kroner, som man sammen med ligesindede i Greve har fået til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

KØGE: -Vi kan ikke slet ikke få armene ned, og vi er meget begejstrede for muligheden.
Glæden er ikke til at tage fejl af hos Helhedsplanen, efter det i går blev offentliggjort, at man i Køge og Greve har fået knap ni millioner kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond. Pengene går til indsatsen » Fra fritidsjob til faglært « og skal gå til at få flere til at vælge et fagligt erhverv.

-Indtil videre har det fungeret rigtig godt med Jobplanen, men nu kan vi gøre arbejdet endnu bedre. Vi får ekstra » manpower « til at styrke indsatsen, og pengene kommer til at booste hele helhedsplanen, fortæller Mikkel Pedersen, der er sekretariatsleder hos Helhedsplanen i Køge.

I Køge får man halvdelen af bevillingen, svarende til cirka 4,4 millioner kroner, og pengene skal konkret gå til at etablere flere forløb for de unge og samtidig øge markedsføringen af håndværksfagene.

-Vi får mulighed for at lave nogle praktiske forløb, hvor de unge kan få et fritidsjob hos en faglig virksomhed, eller hvor de kan få fri en dag fra skolen og i stedet arbejde på nogle konkrete, fysiske ting som for eksempel møbler til byrummet eller udsmykning af facader, siger Mikkel Pedersen.

Hvorfor er det her en vigtig indsats? -Fordi der i dag er en grundlæggende mangel på håndværkere i Danmark, og der samtidig en svag søgning til erhvervsskolerne ligesom frafaldet er højt.

Derudover mangler de unge jobs, som kan give en bedre indkomst end de traditionelle jobs som eksempelvis pædagogmedhjælper eller ufaglært, siger Mikkel Pedersen.

Samarbejder med skoler Arbejdet med de unge i Køge kommer til at foregå i de fire boligområder, hvor Helhedsplanen allerede er aktiv: Ellemarken, Hastrupparken, Karlemoseparken og Søparken. Her vil man i samarbejde med skolerne kigge på de skoletrætte unge og tilbyde dem at få skolefri og i stedet komme i et praktikforløb.

-De skoleelever, som har det sværest, får nogle alternativer i de senere klasser.

Her vil vi i samarbejde med skolerne gå ind og give de unge mulighed for et forløb med en konkret virksomhed, så vi relativt tidligt kan arbejde med dem, forklarer Mikkel Pedersen.

Derudover regner sekretariatslederen med, at Helhedsplanen i højere grad får ressourcer til at arrangere informationsaftenener med oplæg om håndværksfagene ude på skolerne.

Se den oprindelige artikel fra Dagbladet her.