Køge Handelsgymnasium er i top 10 over laveste elevfravær

Som led i regeringens fokus på gymnasieelevernes fravær, har Undervisningsministeriet nu for første gang offentliggjort fraværstal på landets gymnasier. Køge Handelsgymnasium er blandt de 10 gymnasier med det laveste fravær i landet.

Gymnasier skal som noget nyt offentliggøre det årlige fraværstal på deres hjemmeside. Ændringen er et led i de nye fraværsregler for de gymnasiale uddannelser, der trådte i kraft den 22. oktober 2018. Opgørelsen viser, at det gennemsnitlige elevfravær er ca. 9,5 procent på tværs af de gymnasiale uddannelser på landsplan. Køge Handelsskole ligger blandt de 10 laveste i landet med 6,2 procent. Tallene gælder for skoleåret 2017/18 – altså dermed før den nye bekendtgørelse om fravær trådte i kraft i oktober 2018.

”Vi er selvfølgelig glade for at være blandt top 10 med det laveste fravær på landsplan, men vi har faktisk altid haft et lavt fraværstal hos os. Jeg er ret sikker på, at vores lave fravær hænger sammen med, at vores unge trives på vores skole, som vi kan se i vores trivselsundersøgelser blandt eleverne,” fortæller Tim Christensen, direktør på Køge Handelsskole.

”Vi har dygtige og engagerede lærere - og et godt og alsidigt miljø med tilbud til alle typer elever – både fagligt og socialt. Vi har en engageret studievejledning, en god cafe, et mediecenter, elevdemokrati, et skoleblad, mentorordning, lektiecafe, og vi engagerer os i håndbold-og golfstævner, i elevfællesskabet i CAMPUS Køge, i Forskerspirer og EU-projekter fx tre ugers sprog- og praktikophold med Erasmus+, INTERREG-projekter med mulighed for at møde og arbejde med jævnaldrende tyskere og meget mere, så der er noget for enhver smag og alle slags ambitioner,” siger Tim Christensen.