I bootcamp med Stacy

 

”Over to dage har de to 1.g. klasser på Innovationsstudieretningen arbejdet med et miniprojekt omkring Stacy’s Diner på Bådehavnen 1 i Køge. Linné Sommer deltog selv i opstarten af projektet og satte scenen for elevernes arbejde med baggrundsviden om dinerens fødsel,” fortæller Anisa Buskov, underviser og koordinator i lærerteamet omkring innovation på Køge Handelsgymnasium. 

”Eleverne får indsigt i konceptudviklingen, som den har foregået i Sommers krøllede hjerne. De får samtidig indsigt i en helt anderledes verden – en barsk restaurationsverden – hvor man som kvinde er nødt til at have hår på brystet for at komme frem. Sommer fortalte eleverne om nogle af udfordringerne ved at have en skør fantasi – som med dineren blev til virkelighed, da de kunne byde de første gæster indenfor i restauranten i den kløvede skolebus den 28. marts 2018. Siden da er det gået stærkt, og interessen samt opbakningen til den vildeste diner er overvældende. Opgaven for vores elever er at forestille sig, de er konsulenter for en virksomhed, der har specialiseret sig i at analysere og rådgive virksomheder som Stacy’s Diner, der ønsker forslag til, hvordan de kan vækste – de skal undersøge branchen og konkurrencesituationen og lave SWOT-analyse – og indkredse de potentielle muligheder for vækst. På den her måde får eleverne en god forsmag for Erhvervscasen, som er den store tværfaglige opgave, der ligger på 2. år af deres ungdomsuddannelse,” fortæller Anisa Buskov. 

Vende bøtten - sammen

”De arbejdede rigtig godt med projektet i grupper, som vi havde lavet på tværs af 1k og 1l. Vi har tradition for at arbejde meget på tværs af vores innovationsklasser, for vi anser det for værdifuldt at være i stand til at samarbejde med andre. Vi laver InnoCamps på tværs, vi rejser med hinanden på studieture, og vi laver projekter med andre fx HTX og STX igennem CAMPUS Køge,” siger Anisa Buskov. 

”Deres færdige projekter omhandlede forslag om at udvide kendskabet til Stacy’s Diner ved at køre en food truck til festivaler fra Roksilde til Langeland og Thy – eller bare rundt i CAMPUS Køge, der var forslag til at lave temaer i forbindelse med amerikanske helligdage og det der ligner fx ved at indføre sæsonmenukort til jul, halloween, nationaldagen 4. juli og Superbowl. Der var forslag om kundeklubber gennem apps og forslag om en drive in helt i amerikansk ånd,” siger Anisa Buskov.

Yderligere information: Kontakt chef for kommunikation og marketing Louise Schmedes på lls@khs.dk

stacy2