Fejring EUX Business

 

Direktør Tim Christensen åbnede fejringen af årets afgangselever på EUX Business. Dagens program var fuldt af rosende ord, overrækkelse af eksamensbeviser og legater samt buffet, musikalsk underholdning. ”Kære elever, kære gæster - velkommen til fejringen, hvor vi kan ønske tillykke med, at jeres eksamen på EUX Business er i hus. Tillykke med jeres erhvervsfaglig studentereksamen er i hus. Nu kan I gå i lære eller I kan læse videre. Det er jo et hit for tiden at flere skal i erhvervsuddannelse. Så det kan godt give lidt medvind på cykelstien de næste par år. I er klædt godt på med den merkantile grunduddannelse – og I er efterspurgte – I har muligheder i lære, i job og i videreuddannelse,” lød det fra Tim Christensen.  

Udvikling med dybde og mening 
Hans Severinsen, uddannelseschef på EUX & EUD Business, kom dernæst op på talerstolen for at holde årets translokationstale og sagde bl.a.:  ”Rigtig hjertelig tillykke med jeres flotte eksamen. Jeg har virkelig glædet mig til denne dag, hvor jeg kan skue ud og se jer - flotte og stolte som I sidder dér. Det har været en stor fornøjelse at følge jer, og I har al mulig grund til at være stolte. I har flyttet jer og udviklet jer som mennesker, mens I har gået her. I har også fået nye venner, I har mødt nogle nye lærere, der hver især har påvirket jer med både sit fag og sin personlighed. Det kan ikke undgås at det sætter sine spor. I har undervejs blevet udsat for lidt af hvert i jeres undervisning. Jeg er ret imponeret over bredden på EUX-uddannelsen, og blandt de emner I har været igennem er fx: Identitetsskabelse med Bourdieu og Giddens, Porters brancheanalyse i afsætning, SQL-programmering i it, interaktionsdesign, AIDA model, Den kroniske uskyld, Hemingway osv. osv. Jeres hoveder er på kort tid blevet fyldt op med lidt af hvert, og det er imponerende, hvad I har nået at lære på denne korte tid, for der har virkelig været fart på. Ud over alt det faglige på skolen, så har en del af jer også været ude at rejse til Malta eller til New York. Det har været rigtig gode ture, og I har været søde at rejse med, har jeg hørt. En del af jer har vi også brugt som ambassadører, når vi har haft åbent hus, været til informationsarrangementer, haft Skills stafetten eller andet. Hver eneste gang har I gjort det super godt.

(…) Om lidt er I på vej i forskellige retninger. Nogle af jer vil læse videre på en kort eller mellemlang videregående uddannelse, enten nu eller efter et sabbatår. Andre af jer vil søge efter en elevplads og rigtig mange af jer har allerede fået en elevplads. (…) Hav nogle drømme og sæt nogle mål og gå efter dem. Det giver livet retning. Hav nogle værdier, så alting ikke er lige meget, men at noget faktisk er vigtigere end andet. Det giver livet dybde. Find kærlighed og venskaber. Det giver livet mening. (…) Rigtig god vind fremover, pas godt på jer selv - endnu engang rigtigt hjerte tillykke med jeres eksamen,” sagde Hans Severinsen, inden han takkede lærerteamet for et godt år og atter ønskede alle eleverne tillykke og god vind på rejsen.

Beviser til de spændte elever
Dernæst blev det tid til at uddele eksamensbeviser til de forventningsfulde elever, mens der undervejs var masser tid til de stolte familier at indfange øjeblikket med kameraet. Efter ståbuffet med tid til at hilse på hinanden, var der et festligt indslag med musik med indlagt quiz med Jimmy Koldenborg på vokal og Nikolaj Skaaning på klaver. Bagefter blev det tid til uddeling af legater til elever, som lærerne havde nomineret for at være dygtige og gode kammerater: Legat på 1.000 kr. fra Holmris Designbrokers gik til Sara Jeppesen (2C), legat på 1.000 kr. fra Køge Handel gik til Maj-Britt Bendiksen (2C), legat på 1.500 kr. fra Henning Jensen EL gik til Mikkeline Clara Christiansen (2B), og legat på 1.000 kr. fra Aktiv Fritid gik til Chili Nielsen (2A). Elever, der havde gjort en ekstra indsats for skolen, blev hyldet på scenen og modtog vidnesbyrd for deres bedrifter.

Blandt aftenens sidste officielle programpunkter var Karrierevægslodtrækningen. Når en afgangselev har fået en aftale om læreplads i hus, kommer han eller hun op og pryder væggen ved hovedindgangen. For hver uge på Karrierevæggen optjener man et lod i lærepladskonkurrencen. Tre vindere, som blev fundet ved lodtrækningen, kom op på scenen igen for at modtage et gavekort på 2000 kr. Chili Nielsen kom på scenen igen og fik følge af Josephine Noer og Mie Steffensen. Til slut ønskede alle hinanden tillykke og pøj pøj med fremtiden, inden eleverne tog videre med familie og venner for at fortsætte fejringen andre steder.

campus1